Corona er stadig The Big boss. Jeg prøver at rane pladsen tilbage indimellem, men det går ikke rigtigt. Jeg mener det ægte, når jeg påstår at der også er sidegevinster ved corona – men der er også bloody downsides. Og én af dem er indebrændt og ophobet energi, der maser sig på som en indre tornado. I de tilfælde snører jeg skoene, og går en laaaang tur. Med Mads og monopolet. På billedet har jeg forsøgt at indfange den tomme hovedvej i Frederikssund – men jeg indser at det er svært at få ordentligt med på billedet, da Frederikssund jo egentlig altid ser lidt halvtom ud….
Jeg har set “Leaving Neverland” ligesom mange andre. Jeg var spændt, og har absolut ingen holdning om at det skulle være uetisk eller uordentligt at se den. Jeg var nysgerrig, og ja, det er muligvis føde til min indre svinehund, men jeg var nødt til at se den. For er Michael Jackson uskyldig? Eller er han skyldig?
Normalt anser jeg mig selv for at være sådan en rimelig ok cool type. Det kan da godt være at moderskabet har gjort lidt ved min krop, mit overskud og gængse evne til at fatte hvad der sker rundt om i verden – men Marky Mark, ham ved jeg sgu da hvem er. Det gør alle da! Især alle kvinder der dengang var unge usikre fnisende piger med jenkaduftende læber og crepet hår. De piger der dengang hoppede i elastik, spillede hop over bold og byttede hønseringe i skolegården.